Kuplen inde plasering på observatoriet

Lidt om mig selv


Lidt om mig selv som amatørastronom

Min interesse for astronomi fik jeg allerede som dreng, hvor jeg havde udsigt til Venus fra mine forældres altan. Interessen var vakt, og jeg måtte simpelthen se mere. Jeg byggede derfor min første kikkert. Den var simpel, men et skridt på vejen til at opdage universet. Kikkerten bestod af et brilleglas og en frimærkelup, denne primitive kikkert viste mig spændende ting – f.eks. at Venus har faser ligesom Månen.

Så gik der nogle år, jeg blev voksen, stiftede familie og flyttede i parcelhus, og interessen kom igen.

Mit første teleskop

Min første rigtige kikkert var også hjemmelavet, men optikken bestilte jeg hjem fra USA. Det var en 80 mm refraktor, opstillingen var en Codé konstruktion, hvor man kikker ind i sydenden af polakken.

Codé-opstillingen

Som snekkedrev savede jeg en rondel ud af en aluminiumsplade og bankede rynker ind i kanten. Som drivmotor anvendte jeg et grammofonværk. 

Mit første observatorium

Mit næste projekt var så at bygge en 8 tommer Newton kikkert. Her fik jeg igen spejlene hjem fra USA. Det blev denne gang en mere solid opstilling og med snekke på begge akser. Som guidekikkert brugte jeg så 80 mm refraktoren. Jeg konstruerede selv elektronikken, som styrede finbevægelser i rektascensions- og deklinationsakserne.

8" Newton kikkert

Men det var en tung sag, så jeg gik i gang med at bygge en fast opstilling, og konstruerede desuden et hus med et tag, som kunne skydes til side, så himlen blev fri.

Jeg fotograferede forskellige objekter på himlen, men det var en anstrengende affære, idet man jo fysisk skulle være tilstede ved kikkerten og manuelt guide kikkerten, så længe eksponeringen varede.

En årrække senere - et nyt observatorium

Efter interessen igen havde ligget stille i en årrække, fik jeg atter blod på tanden for ca. fire år siden (2003). Men jeg havde solgt den gamle kikkert, hvorfor jeg investerede i et Celestron CGE 11” SCT teleskop. Men opstillingen var en tung sag at stille frem, hver gang jeg skulle kikke stjerner, og jeg blev klar over, at der måtte en fast opstilling til. Derfor konstruerede jeg et observatorium, som beskrevet under byggefasen. Jeg har senere investeret i en Zenith Star 80 II ED APO f:6,8, som er monteret på 11” STC teleskopet.

Opdateret 2007-10-16 af ole_j @ stofanet.dk

Til top

Til forsiden